Landbrugsorganisationer før trepartsresultat: Pas på de danske fødevarer

Flere forventer, at den grønne trepart kommer med sine konklusioner allerede fredag 21. juni. I den forbindelse opfordrer organisationer til at huske fødevarerne, mens andre tror på fremtiden.

Det sidste møde i den grønne trepart fandt sted onsdag den 19. juni efter et halvt år med møder og forhandlinger, og allerede fredag kan konklusionerne være på trapperne. Det vurderer både Fjordland samt Landbruget.nu, som er en sammenslutning af Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, Danske Svineproducenter og Bæredygtigt Landbrug.

Landbruget.nu går sammen med et budskab om, at grøn trepart og regeringen skal passe på de danske fødevarer.

Hvad er den danske sommer uden duften af danske jordbær, pølser på grillen og smagen af nye danske kartofler? Danske fødevarer er minder, værdi og mødet mellem mennesker. Men det er mere end det. På nuværende tidspunkt er både Danmarks og Europas fødevaresikkerhed truet af Ruslands invasion af Ukraine. Det fik i sidste uge statsminister Mette Frederiksen til at sige, at fødevaresikkerhed aldrig må kunne bruges som våben i en krig, skriver Landbrug.nu i en pressemeddelelse. Landbruget.nu, der er en alliance bestående af Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, Landsforeningen af Danske
Svineproducenter og Bæredygtigt Landbrug, går nu sammen om et vigtigt budskab; at en CO2-afgift på landbruget kan skade Danmarks og Europas fødevaresikkerhed, og det har vi med det nuværende
trusselsniveau ikke råd til. Vi skal passe på de danske fødevarer.

Vores vigtigste budskab er, at en CO2-afgift ikke må gå udover dansk fødevareproduktions konkurrenceevne, som tilfældet er, hvis Danmark som det eneste land i verden vælger at afgiftsbelægge, at dyr lever og har gasser i maven, lyder budskabet fra Kjartan Poulsen, Jeppe Bloch
Nielsen og Peter Kiær, der er de tre formænd, der står bag Landbruget.nu og fortsætter:

I dag er Europa ved at gøre sig uafhængige af gas fra Rusland og kritiske råmaterialer fra Kina. Der bliver arbejdet i døgndrift på at sikre europæisk uafhængighed, når det gælder alt fra elbiler til mikrochips. Derfor må Europa heller ikke gøre sig sårbar på fødevareområdet ved at blive afhængige af importerede udenlandske fødevarer. Derfor foreslår vi, at den grønne trepart og regeringen opprioriterer fødevaresikkerheden, så danske og europæiske borgere også i fremtiden kan få gode fødevarer til stabile og overkommelige priser.

Øget import af fødevarer

Landbruget.nu fremhæver, at konsekvensen af en CO2-afgift på biologiske processer vil være, at fødevarepriserne på danske fødevarer stiger, hvilket vil føre til øget import af fødevarer fra lande, hvor
produktionen har et højere udledningsniveau, end hvad tilfældet er i Danmark.

    Danske landmænd er blandt de bedste i verden til at lave fødevarer med høj kvalitet og lavt klimaaftryk, og det skal vi fortsætte. Det kræver investeringer i nye teknologier. Men det bliver ikke muligt at investere i innovation, hvis man skal indbetale store dele af sin indkomst til en CO2-afgift, konstaterer Landbruget.nu og følger op:

    Hver dag vi står op, gør vi det en lille smule bedre, end vi gjorde i går, og det vil vi fortsætte med til glæde for klimaet og den europæiske fødevaresikkerhed. Fjordland tror på fremtiden. Hos landboforeningen og rådgivningshuset Fjordland er man optimister.

    Jeg forventer, at treparten kommer ud med et resultat, hvor både mine kolleger og jeg stadigt kan se en fremtid som landmænd. Historisk set har vi som landmænd her i landet altid været mødt med både udfordringer og forventninger. Det kommer vi også til her, men jeg er sikker på, at man kun stiller store forventninger, hvis man tror på, at vi også kan løse opgaven, siger Morten Kirk, der er talsmand for klima og miljø i Fjordlands bestyrelse. Til dagligt er den 32-årige landmand planteavler, svineproducent og biogasproducent i Thy, hvor han også driver maskinstation for andre landmænd. Han forventer, at en afklaring på den langvarige proces i den grønne trepart giver mulighed for at se nærmere på klimatiltag og udviklingen af den enkelte bedrift.

    I Fjordland har vi nedsat en task force af rådgivere, der er klar til at rådgive kunder og medlemmer på bedriftniveau om konsekvenser og muligheder, når vi kender resultatet af treparten og den efterfølgende, politiske behandling, siger Morten Kirk