LDM´s holdning til tvungen brug af Bovaer
LDM's grundholdning er, at det er manglende respekt for naturen at afgiftsbelægge naturlige processer, som blot genbruger naturens kulstof i et evigt kredsløb uden at øge klimapåvirkningen. Derudover er Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter som udgangspunkt modstander af at bremse naturlige fordøjelsesprocesser hos køer. Klima¬påvirkningen fra metan fra køernes fordøjelsesprocesser modvirkes allerede fuldt ud af græsmarkernes ophobede indhold af kulstof.
Naturlige fordøjelsesprocesser kan ikke elektrificeres, forbruger ikke fossil energi og øger ikke atmosfærens indhold af klimagasser.
Når det er sagt erkender foreningen, at et markant flertal i Folketinget har lavet en aftale om brug af metanreducerende fodertilsætning, som for nærværende er Bovaer, da der ikke er godkendt andre stoffer med samme høje effekt. Den positive effekt ved brug af Bovaer er, at køernes udledning af fordøjelses-metan reduceres uden at ændre på dyrehold eller mælkeydelse, og derved undgås lækage-debatten.
Aftalen vil omfatte langt over halvdelen af Danmarks malkekøer i 2030.
Den ønskede reduktion i 2030 på yderligere 0,44 mio. tons CO2e vil omfatte mindst 330.000 køer på foder tilsat Bovaer. Aftalen er en firedobling af det oprindelige krav til malkekøer i Landbrugsaftalen.
LDM ser aftalen som en erkendelse af, at det er bedre at gå direkte efter regulære CO2-reduktioner frem for udsultning af hele erhvervet via afgifter. Derudover ser LDM en erkendelse af, at den grønne omstilling af landbruget er en samfundsopgave, som ikke kan løses med afgifter under samtidig respekt for landbrugsaftalens indhold om opretholdelse af produktion og konkurrenceevne.
Finansieringen af aftalen overlader dog en del beslutninger til fremtiden.
Dansk mælkeproduktion er ved at blive hævet op i en liga for sig selv med udmøntning af omfattende krav fra mejerierne om klimatilpasning og nu statens kommende krav om brug af Bovaer. Men det er også en liga, hvorfra det fremover vil være vanskeligt at eksportere mælkeprodukter for en omkostningsdækkende pris til kunder med lavere klima-ambitioner eller lavere betalingsevne end i Danmark, hvis alle omkostninger skal dækkes.
Brug af Bovaer er en ekstra udgift og bidrager ikke til produktionen, og det må finansieres af varige tilskud fra staten og EU og fra danske forbrugere via butiksprisen. I 2024, 2025 og 2026 yder staten tilskud, og det vil være nødvendigt for en fortsat eksport af danske mælkeprodukter med tilhørende valutaindtjening, at der findes ekstern finansiering af fodertilskuddet efter 2026. I bedste fald kan hjemmemarkeds¬forbruget på cirka 25 pct. af produktionen finansiere sin del via højere udsalgspriser, men selv det vil kræve en beskyttelse mod import af billigere udenlandske mælkeprodukter eller en køb-dansk-holdning blandt forbrugere.
Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter kan acceptere den tvungne brug af Bovaer under forudsætning af fuld og fortsættende tilskuds-finansiering af fodertilskuddet. Dansk mælkeproduktion bibringer dermed samfundet de ønskede CO2-reduktioner til den grønne omstilling. Hvis det viser sig, at 2030-målet kan nås med mindre indgribende indsatser, må den tvungne brug af Bovaer indrettes derefter.
