Vedtægter for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter
Vedtaget på generalforsamlingen den 7. marts 2024
§ 1 Navn og hjemsted
Foreningens navn er Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, i forkortet form LDM. Derudover kan navnene Danske Mælkeproducenter, Dansk Mælk og Mælkeproducenten anvendes. Foreningen skal være anmeldt til Foreningsregisteret.
Landsforeningen af Danske Mælkeproducenters CVR-nummer er 13900949.
§ 2 Formål
Foreningen er en erhvervsorganisation, hvis formål er at fremme produktion og forbrug af mælk og mælkeprodukter.
Til fremme af formålet kan foreningen:
- arbejde for at sikre medlemmerne størst mulig indflydelse på forhold der vedrører medlemmernes produktion og afsætning,
- afgive høringssvar i forbindelse med relevante nye love og regler, både på nationalt og internationalt plan,
- varetage medlemmernes interesser over for myndigheder, virksomheder og relevante organisationer inden for mælke- og mejerisektoren,
- repræsentere medlemmernes interesser gennem deltagelse i organisationer, råd, nævn og fonde på både nationalt og internationalt plan,
- forbedre kendskabet til og gennemsigtigheden af produktionen og markedet ved at indsamle og offentliggøre statistiske data om priser, mængder og varighed af tidligere indgåede aftaler om levering af råmælk og ved at levere analyser af den mulige markedsudvikling på regionalt, nationalt og internationalt plan,
- indgå i samarbejder om undersøgelse af måder at begrænse anvendelsen af veterinærlægemidler, forbedring af håndteringen af rå- og hjælpestoffer og forøgelse af fødevaresikkerheden og dyresundheden,
- medvirke til fremme af integreret produktion og andre miljøvenlige produktionsmetoder,
- indgå aftaler med leverandører af varer og ydelser til medlemmerne, såfremt foreningen ikke herved påføres økonomisk risiko.
§ 3 Optagelse som medlem
Som aktivt producentmedlem kan optages enhver mælkeproducent eller opdrætter af dyr til mælkeproduktion, der anerkender foreningens formål,
Vedtægter for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter hvad enten produktionen sker i personligt drevet- eller selskabsdrevet regi.
Indmeldelse kan foretages til foreningens sekretariat. Indmeldelse har gyldighed fra den 1. i førstkommende måned efter indmeldelse.
Når en aktiv produktionsvirksomhed består af flere CVR-numre, kan den samlede produktionsvirksomhed optages som enkeltmedlem, såfremt den samlede produktionsvirksomhed fuldt ud har samme ejer.
Når en aktiv produktionsvirksomhed drives af flere CVR-numre med tilsvarende flere ejere – og driften indenfor de berørte CVR-numre udelukkende vedrører den i fællesskabet drevne aktive produktion, kan dette produktionsfællesskab optages som et enkeltmedlem.
Aktivt medlemskab giver adgang til at deltage i foreningens generalforsamlinger for indtil to personer, idet kun en repræsentant har stemmeret. Uanset sammensætningen af medlemmets ejerstruktur, har ethvert medlem en stemme på generalforsamlingen, ligesom kun en repræsentant for medlemmet er valgbar.
Aktive producentmedlemmer, som ønsker at opretholde medlemskab efter ophør med aktiv produktion, kan fortsætte medlemskabet som passive producentmedlemmer.
Virksomheder, foreninger og myndigheder med et relevant samhandels- eller samarbejdsforhold med foreningen eller dens medlemmer kan optages som aktive firmamedlemmer.
Privatpersoner samt personer ansat i virksomheder, foreninger og myndigheder kan optages som passive firmamedlemmer.
§ 4 Medlemskabets ophør
Udmeldelse af foreningen kan kun ske til et regnskabsårs afslutning. Når et aktivt producentmedlem ophører med mælkeproduktion, er det vedkommendes eget ansvar at blive udmeldt af foreningen som aktivt producentmedlem. Ved konkurs ophører aktivt medlemskab straks og uden yderligere varsel.
Har et medlem foretaget handlinger, der kan være skadelige for foreningen, dens omdømme eller i væsentlig grad misligholdt sin forpligtelse, kan bestyrelsen ekskludere vedkommende. En sådan beslutning kan ankes til foreningens generalforsamling, hvor endelig afgørelse træffes med almindeligt flertal.
Udtrådte medlemmer kan ikke få kontingent tilbagebetalt og har ikke krav på andel i foreningens formue.
§ 5 Hæftelse
For foreningens forpligtelser hæfter dens formue.
§ 6 Kontingent
Medlemmerne betaler et årligt kontingent til foreningen. Kontingentets størrelse fastsættes af bestyrelsen. I tilfælde af mere end to måneders restance fortaber medlemmet sine rettigheder og betragtes som udtrådt, indtil kontingent er betalt.
Foreningen kan have indtægter i form af overskud fra andre aktiviteter. Bestyrelsen er bemyndiget til at optage lån og kreditter, når det skønnes hensigtsmæssigt eller nødvendigt for foreningens virke.
§ 7 Regnskab
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret. Årsregnskabet opgøres under omhyggelig hensyntagen til tilstedeværende værdier og forpligtelser og under foretagelse af nødvendige og hensigtsmæssige afskrivninger og henlæggelser efter god regnskabsskik.
§ 8 Revision
Foreningens regnskab revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor samt to folkevalgte revisorer. Alle valg foretages af generalforsamlingen.
§ 9 Generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling holdes hvert år i marts. Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af stemmetællere.
2. Valg af dirigent.
3. Bestyrelsens beretning for det forløbne år samt en vurdering af fremtiden.
4. Forelæggelse af det reviderede årsregnskab til godkendelse.
5. Forelæggelse af bestyrelsens budget for indeværende regnskabsår.
6. Indkomne forslag.
7. Valg til bestyrelse.
8. Valg af en ekstern revisor for et år og valg af en intern revisor for to år samt en intern revisorsuppleant for et år.
9. Eventuelt.
Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være foreningen i hænde senest den 31. januar, dog skal forslag vedr. vedtægtsændringer være foreningen i hænde senest den 1. januar.
Generalforsamlingen indkaldes ved almindeligt brev, som skal være postindleveret senest 14 dage før generalforsamlingen eller ved kundgørelse i foreningens medlemsblad med udgivelse senest 14 dage før generalforsamling eller ved opslag og indkaldelse via elektroniske medier senest 14 dage før generalforsamling. Der informeres om eventuelle forslag sammen med indkaldelsen.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen ønsker det, eller når mindst 100 aktive producentmedlemmer fremsætter begæring vedlagt begrundet dagsorden til formanden i anbefalet brev eller i anden form mod kvittering.
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes som ordinær generalforsamling til afholdelse senest 21 dage efter modtagelse af begæring herom.
§ 10 Generalforsamlings beslutningsdygtighed
"Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset mødte medlemmers antal. Ved stemmeoptælling medregnes blanke og ugyldige stemmer ikke. Generalforsamlingens beslutninger vedtages ved almindeligt stemmeflertal for så vidt andet ikke er anført i vedtægterne.
Til vedtagelse af vedtægtsændringer kræves et flertal på mindst 2/3 af de afgivne, gyldige stemmer."
Kun aktive producentmedlemmer har stemmeret og er valgbare til foreningens bestyrelse. Øvrige medlemmer har ikke stemmeret. Kun producentmedlemmer er valgbare til øvrige poster.
Valg af bestyrelsesmedlemmer sker ved almindeligt stemmeflertal. Et aktivt medlem kan give fuldmagt til et andet af foreningens aktive medlemmer, der herefter kan stemme på fuldmagtsgiverens vegne. Intet aktivt medlem kan have fuldmagt fra mere end ét andet medlem.
Alle afstemninger i forbindelse med valg til bestyrelse og fremsatte forslag foregår skriftligt. Øvrige afstemninger kan foregå ved håndsoprækning. Dog kan en gruppe på mindst fem aktive producentmedlemmer begære, at en afstemning skal foregå skriftligt.
Dirigenten leder forhandlingerne og afgør alle spørgsmål om fremgangsmåden ved sagens behandling, ligesom han afgør alle spørgsmål vedrørende stemmeafgivning i overensstemmelse med vedtægterne.
§ 11 Bestyrelse og udvalg
Bestyrelsen består af syv til ni medlemmer. I lige år kan der for en toårig periode vælges indtil fire og i ulige år indtil fem bestyrelsesmedlemmer.
Bestyrelsen kan til enhver tid supplere sig selv med udpegede medlemmer for den resterende del af en valgperiode for en evt. ledig bestyrelsespost.
Bestyrelsen skal til enhver tid bestå af mindst syv medlemmer.
Det tilstræbes, at bestyrelsen er geografisk bredt sammensat. For at sikre en geografisk bred sammensætning af bestyrelsen kan indtil tre bestyrelsesposter reserveres til kandidater fra henholdsvis Norddanmark, Midtdanmark og Syddanmark inklusive øerne.
Bestyrelsen har den overordnede ledelse af foreningen og ansvaret for dens virksomhed i henhold til gældende lovgivning, nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.
Inden konstituering fastsætter bestyrelsen sin forretningsorden og beslutter formandens og evt. andre tillidsvalgtes honorarer og diæter. Bestyrelsen konstituerer sig med formand og næstformand.
Hvis et medlem af formandskabet optræder i uoverensstemmelse med bestyrelsens vedtagelser og anvisninger, kan et flertal af bestyrelsen annullere konstitueringen af vedkommende og vælge en afløser.
Formanden repræsenterer foreningen udadtil.
Formanden sammenkalder bestyrelsen og drager omsorg for, at der føres protokol over bestyrelsens beslutninger. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede. Afstemninger afgøres ved almindeligt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. Ved valg af medlemmer til formandskabet trækkes lod, såfremt der opstår stemmelighed både ved første og en anden afstemning.
Flertallet af bestyrelsens medlemmer kan forlange, at der holdes bestyrelsesmøde inden for tre dage ved skriftlig anmodning herom til formand og sekretariat.
§ 12 Foreningens administration
Til at forestå den daglige drift af foreningen eller dele deraf kan bestyrelsen bemande et sekretariat, som er ansvarlig overfor bestyrelsen og underlagt dens beslutninger.
Titel, ansvar og beføjelser skal fremgå af hver enkelt ansættelseskontrakt.
Bestyrelsen ansætter og afskediger sekretariatets leder, opretter ansættelseskontrakt for vedkommende og påser, at kontraktens bestemmelser overholdes. Øvrige medarbejdere ansættes og afskediges i samråd mellem sekretariatets leder og bestyrelsen.
Foreningen tegnes i forening af formand, næstformand og mindst tre bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen kan meddele prokura. Ved køb og salg samt pantsætning af fast ejendom kræves underskrift af den samlede bestyrelse.
§ 14 Tvister
Opstår der mellem foreningen og et eller flere af dens medlemmer uenighed om foreningens anliggender, og kan denne uenighed ikke bilægges ved forhandling, som bestyrelsen skal søge gennemført, kan sagen indbringes for faglig voldgift i henhold til dansk ret.
§ 15 Samarbejde
Foreningen kan indgå samarbejde med andre foreninger i ind- og udland, der har lignende formål som Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter. Samarbejdet kan både være direkte med andre foreninger og via medlemskab i paraplyforeninger. Samarbejdet kan dog ikke have en sådan karakter, at Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter skal afgive suverænitet eller økonomisk selvstændighed. Medlemskab og samarbejdsaftaler skal være opsigelige til enhver tid med en opsigelsesperiode på højest to år.
§ 16 Sammenslutning
Foreningen kan sammensluttes med andre foreninger ved beslutning ved generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne, gyldige stemmer er for forslaget, og beslutningen vedtages igen med simpelt flertal på en ekstraordinær generalforsamling tidligst 14 dage senere.
Medlemmerne bliver uden særskilt indmeldelse medlemmer af den derved opståede nye forening eller af den fortsættende forening. Såfremt et medlem ikke ønsker at blive overført som medlem, kan vedkommende begære udmeldelse fra den dag, sammenslutningen bliver effektiv.
§ 17 Opløsning
Foreningen kan opløses ved generalforsamlingsbeslutning, når mindst 2/3 af de afgivne, gyldige stemmer er for forslaget, og beslutningen vedtages igen med simpelt flertal på en ekstraordinær generalforsamling tidligst 14 dage senere.
Den landsgeneralforsamling, der vedtager foreningens opløsning, træffer beslutning om afvikling af foreningens forpligtelser samt fordeling af dens aktiver. Under fordeling af aktiverne bør det tilstræbes at tilgodese andre politiske foreninger for aktive mælkeproducenter.
De af revisionen bekræftede oplysninger herom skal være gyldigt retsgrundlag for en sådan fordeling.
Ovenstående vedtægter er vedtaget på den stiftende generalforsamling den 6/1-1981, og ændret på generalforsamling
den 1/3-1995
den 3/3-1999,
berigtiget den 7/3-2000
ændret på generalforsamling den 5/3-2002
berigtiget den 9/3-2004
ændret den 8/3-2005
ændret og revideret den 7/3-2006
ændret den 3/3-2010
Revideret den 13/3-2014
Ændret den 21/3-2018
Ændrer formålsparagraf den 7. marts 2024.
Landsforeningen af
Danske Mælkeproducenter
LDM Sekretariat
Karetmagervej 9
DK- 7000 Fredericia
Tlf: 7023 1114
E-mail: ldm@maelkeproducenter.dk
www.maelkeproducenter.dk
2024
