Ung fremtidsorienteret sønderjyde er ny formand for LDM

I sin rolle som formand er Jørgen Schmidt på 37 er optaget af at LDM stadig skal arbejde for at opretholde en solid og rentabel dansk mælkeproduktion

Jørgen Schmidt er tredje generation på Bøttchergaard, nær Branderup i Sønderjylland. Han har kone og tre mindre børn og har fokus på at passe bedriftens 245 sortbrogede malkekøer og de 135 ha der er lagt ud med kløvergræs og majs.

Fremtidsorienteret

Den daglige drift på ejendommen betyder meget for ham og vil fremadrettet også udgøre en stor del af hverdagen, fortæller han:

– Jeg er altid selv en del af den daglige morgenrutine og jeg nyder at være blandt dyrene og den daglige rytme med dem, siger han.

Morgenmalkningen er dog overtaget af malkerobotter, da køerne kom i den nye stald i 2023.

Han er til stede i nuet, men Jørgen Schmidt har også blikket rettet mod fremtiden. Der er lige bygget en ny gyllebeholder på marken et stykke fra stalden, men der mangler stadig lidt for at fremtidssikre bedriften, mener han:

– Ja, den gamle stald trænger til afløsning, så til næste år er det planlagt at vi skal have bygget en ny stald til kvierne.

Jørgen Schmidt

Jørgen blev valgt som ny formand på LDM’s generalforsamling 2026

Familien er vigtig

Familien og fremtiden hænger uløseligt sammen for Jørgen Schmidt. Når han har været i stalden om morgenen spiser de morgenmad sammen, smører madpakker og kører børnene i skole.

– Min familie er meget vigtig for mig og derfor er det også vigtigt at der er indtjening så det er muligt at have ansatte, så der netop er tid til både familie og fritid, siger han.

I øjeblikket har han en landbrugselev og en skolepige ansat, og så står hans far for reproduktionen og hjælper hvor der er behov for det. Det er dog meningen, at der skal ansættes en fuldtids medhjælper på bedriften.

Ingen revolution

På spørgsmålet om der kommer en ny kurs i LDM, lyder svaret:

– Jeg vil hellere begynde med formålet i LDM, og det er og bliver at påvirke politikere, samfund og virksomheder i en retning der giver mest mening for at opretholde en solid og rentabel dansk mælkeproduktion, hvor det også er muligt for ejerne at skabe en indtjening til at have ansatte, så der er tid til familie og fritid.

Når du spørger til retningen, så er det jo ingen hemmelighed, at jeg er en generation yngre end Kjartan og jeg har jo ikke referencer 40 år tilbage i tiden, til gengæld har jeg jo de nyetableredes udfordringer i hænderne hver dag.

– Det kan da godt være, at kursen bliver justeret lidt hen ad vejen i forhold til politikerne og i forhold til hvad der sker med landbrugspolitikken, men i bund og grund mener jeg, at foreningen har fungeret fornuftigt i mange år, og det er min intention, at det fortsætter.

– Hvem havde for bare tre år siden troet, at vi skulle døje med Bovaer og kvælstofproblematik. Men sådan blev det, og nu må vi gøre hvad vi kan for at det ikke længere er tvang at bruge det stads.

– LDM har en solid medlemsopbakning i dag, og det tager jeg som udtryk for, at foreningen er på rette vej.

Et kup som formand

En ung mand som dig er jo et kup som formand, har du tid til det?

– Jeg har kone og mindre børn og er jo optaget af bedriftsarbejdet, men det er vigtigt at holde en forening som LDM godt i gang. Jeg tænker nok at der bliver rigeligt at se til, jeg har jo ikke 15 års erfaring, men der er jo en hel bestyrelse, jeg kan læne mig op ad, og de andre i bestyrelsen må nok regne med at jeg er lidt rundhåndet med opgaverne. Det skal nok gå. Og så har vi jo også et sekretariat, som hjælper med at holde styr på de løse ender.

Overtager du også formandsposten i EMB?

– Indsatsen i EMB er vigtig, for rigtig mange af vore regler kommer i bund og grund fra Bruxelles. Men nej, foreløbig holder jeg mig til det danske. Kjartan er jo valgt som formand i EMB i deres medlemskreds, og der fortsætter han perioden ud, så måske kan LDM lukrere lidt på ham et stykke tid endnu, men det finder vi ud af i bestyrelsen, ellers finder vi en anden til den post.

Uddannelse

Inden Jørgen Schmidt overtog ejendommen, tog han Hovedforløb 1 på Riber Kjærgaard Landbrugsskole, og dernæst tog han 2. hovedforløb, Produktionsleder, Virksomhedsleder- og Agrarøkonomuddannelsen på Gråsten Landbrugsskole.

135 ha jord, hvor der fortrinsvis avles græs og og majs.

I foderplanen indgår også en del roer, der er indkøbt i år.

Ydelsen er på 13.500 kg EKM, på vej mod de 14.000.