Reviderede EU-markedsregler er stadig gennemhullede
EU’s instanser, Kommission, Parlament og Rådet er ifølge Altinget Fødevarer nået til enighed om den planlagte revidering af EU’s fælles marked for landbrugsprodukter. Udgangspunktet var, at EU-Kommissionen ville give de europæiske landmænd mere økonomisk sikkerhed og styrke deres position i forsyningskæden. Forslaget var blandt andet at indføre obligatoriske kontrakter mellem landmænd og indkøbere og på den måde sikre, at ingen landmand skulle kunne tvinges til at sælge sine varer til under produktionsomkostningerne.
Den plan har L&F-direktør, Morten Boje Hviid, ifølge tidligere udtalelser til Altinget ”slidt sine såler tynde i Bruxelles” for at forhindre. Og det er tilsyneladende langt hen ad vejen lykkedes, idet andelsselskaber i vidt omfang er undtaget fra de nye regler i den endelige aftale.

Morten Boje-Hviid mener, at ”det er paradoksalt, at man har skullet kæmpe så hårdt for noget, der burde være helt grundlæggende,” siger han til Altinget. LDM er af den opfattelse, at det mest grundlæggende er, at et andelsselskab som minimum betaler sine medlemmer og ejere en omkostningsdækkende pris.
LDM anerkender fuldt ud andelstankens værdi for 150 års udvikling af dansk landbrug. Initiativrige mælkeproducenter fandt på andelstanken for at sikre indtjening og overlevelse ved en fælles forarbejdning af mælken. Men i dag er store dele af andelstanken vendt på hovedet i både danske og store europæiske andelsselskaber. Især i krisetider er det mejeriet, som sikrer sin egen overlevelse på producenternes bekostning. LDM mener, at det er en fattig andelstanke, som L&F forfægter, når de ikke vil være med til at sikre sine ejere med en afregningspris, der som minimum modsvarer produktionsomkostningerne.
