LDM hører, at interessen blandt andelshavere for yderligere information om den planlagte fusion mellem Arla Foods og DMK er begrænset. Det er lidt bekymrende for fusionen har potentiale til at ændre betydeligt i magtfordelingen i mejeriet. Det behøver ikke være negativt, men modellen hvor indskudt kapital bestemmer indflydelsen i mejeriet har hidtil bevaret en væsentlig indflydelse i Arla Foods oprindelige indvejningsområder, Danmark og Sverige. Fremover er det dog forventeligt, at denne indflydelse med mellemrum skal justeres i takt med, at forholdene i indskudt egenkapital udlignes mellem andelshavere i forskellige regioner.
Altså den dominerende indflydelse i Arla Foods må forventes at glide de oprindelige danske og svenske andelshavere af hænde. For nærværende kan det beregnes, at de tyske andelshavere – alt andet lige – efter fusion, på sigt vil ende med at have omkring en tredjedel af indflydelsen.
Den situation vil være lettere at acceptere i lande, hvor der er alternative mejerier at levere til. I Danmark er andelshaverne de facto stavnsbundet til Arla Foods, i hvert fald som den danske mejeristruktur er for øjeblikket.
Arla Foods er for nuværende en dansk virksomhed og underlagt dansk lovgivning, selv om den danske andelspraksis kun har et svagt retsgrundlag. Den situation vil kunne ændre sig.
Der er andre faktorer, som kan ændre sig med tiden, og LDM kan kun opfordre til at man deltager og giver sin holdning til kende, når der er mulighed for det. Foreningen hører med mellemrum kritik af mejeriet, som der er mulighed for at få besvaret ved at deltage.